• Mandag aften lagde Enhedslisten en video med »Røde Rosa« på TikTok. Få timer senere langede LA-ordfører ud: »Mindre dejligt, at de skal lyve så grimt om vores politik«

    Source: BDK Borsnyt / 23 Apr 2024 02:06:24   America/Chicago

    Godmorgen og velkommen til Berlingskes politiske morgenpost. Det er blevet tirsdag, morgenen byder på solskin – i hvert fald her i Pilestræde – og vi har masser af godt på paletten til dig. Så lad os springe ud i det og tage fat i den første historie, vi skal forbi. Man undrer sig nemlig på Københavns Universitet, efter at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i DRs podcast »Slotsholmen« er kommet med en udtalelse om sindelaget hos de studerende på Panum. I podcastepisoden sagde Kaare Dybvad Bek nemlig, at den islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir er stor blandt fremtidens læger og tandlæger. »Du kan sagtens have folk, der er enormt ressourcestærke … altså Hizb ut-Tahrir er jo ikke store i Arrivas kantine, hvor der sidder masser af folk med udenlandsk baggrund. De er jo store på Panum,« lød det fra udlændingeministeren. Det er dog ikke et billede, prodekanen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Jørgen Kurtzhals, kan genkende. »Jeg kan ikke genkende det billede, som ministeren tegner af Panum. Han er selvfølgelig meget velkommen til at besøge Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og opleve vores mangfoldige studiemiljø,« skriver han i et skriftligt svar til både DR og Berlingske. Den socialdemokratiske minister fastholder dog sin udlægning af sagen i et skriftligt svar. »I noget af den forskning, der faktisk beskæftiger sig med det, er Panum af en af respondenterne i undersøgelsen fremhævet som et sted, hvor der findes en hård kerne af islamister, og hvor Hizb ut-Tahrir er populære,« skriver han. Dagens analyse Vi bliver lidt ved udlændingedebatten. Kaare Dybvad Beks udtalelser faldt nemlig, da han bakkede sin partikollega Frederik Vad op. Frederik Vad, der er udlændinge- og integrationsordfører, vakte for nylig stor debat, da han i en ordførertale bedyrede, at vi i udlændingedebatten står over for en »tredje erkendelse«. Den erkendelse går på, at man ikke nødvendigvis er integreret i det danske samfund, blot fordi man har en god uddannelse og er i beskæftigelse. Siden har utallige socialdemokrater bakket ordføreren op på både sociale medier, i radioprogrammer og debatindlæg. Og det er der ifølge Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, som har skrevet en glimrende analyse, en helt særlig årsag til. »Efter flere forsøg er det lykkedes Socialdemokratiet at trænge igennem lydmuren og sætte udlændingepolitik på dagsordenen. At det til dels bygger på forkerte oplysninger, er i den forbindelse uden betydning. Når man som Socialdemokratiet har overtaget ejerskabet til et politisk emne, så er alene debatten en gevinst,« skriver han: »Forskellen er, at der tidligere var en opposition til den værdipolitisk meget stramme udlændingepolitik. Den er i dag stort set uddød, og Socialdemokratiet må derfor ud i nye »erkendelser« for at trænge igennem.« Dagens konfrontation »Rosa ser Rødt« er navnet på en forholdsvis ny podcast fra Enhedslisten. I podcasten, der blev lanceret i februar i år, vender Rosa Lund (EL) diverse politiske emner med en gæst, men det seneste afsnit, der blev udgivet mandag i denne uge, har nu fået Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, op af stolen. Enhedslisten har nemlig lagt en video op på TikTok, der viser én af udvekslingerne mellem Rosa Lund og Anne Kirstine Cramon, hvor de revser Liberal Alliances kvindesyn. »Jeg synes jo, at den her dagsorden med retten til egen krop er den mest liberale dagsorden, jeg kan komme i tanke om. Og jeg spejder simpelthen bare efter Liberal Alliance i den her debat. Og de står jo bare og siger 'frihed, frihed, frihed',« siger Rosa Lund, der bliver afbrudt af sin gæst. »Undtagen til kvinder,« lyder det fra Anne Kirstine Cramon. »Præcis,« siger Rosa Lund: »Hvorfor er det sådan?« »Jeg ved det simpelthen ikke,« lyder det fra Anne Kirstine Cramon, før hun begiver sig ud i en analyse af Liberal Alliances kvindesyn. »Vi har jo fået slået fast, at kvinder er en form for andenrangsmennesker, vi har lige fået slået fast, at kvinder er fødemaskiner, og der korrelerer det bare ikke så godt med abort. Der skal aborten jo faktisk i virkeligheden afskaffes,« hører man Anne Kirstine Cramon sige. »Det er dét,« lyder det fra Rosa Lund, før videoen går i sort, og et Enhedslisten-logo toner frem. Den udveksling har fået Sólbjørg Jakobsen til at lange ud efter Rosa Lund. »De ser ud til at hygge sig – det er dejligt. Mindre dejligt, at de skal lyve så grimt om vores politik. Det der havde jeg ikke set komme at Rosa Lund ville finde på,« skriver hun: »Hun kender udmærket vores politik.« Dagens »hverdagseksperter« Vi rykker videre til Altinget, der har kigget nærmere på fødevareminister Jacob Jensens (V) dyrevelfærdsudspil, der blev præsenteret tilbage i januar – eller rettere sagt forløbet i udarbejdelsen af udspillet. Ministeren varslede nemlig i februar 2023, at han agtede at mødes med »interessenter, aktører og eksperter«, som Altinget citerer fra en pressemeddelelse. Men ifølge den møderække, som Altinget har fået aktindsigt i, har ministeren blot holdt møder med interessenter og aktører – og altså ingen eksperter. Eller har han? Ifølge ham selv er det nemlig op til diskussion, hvem der er eksperter. »Medarbejderne på dyreinternaterne og i landbruget er også eksperter. De har dagligdagserfaring og ved, hvad der skal til, for at dyrene har det godt. Ved at have gummistøvlerne på og hænderne i pelsen kan de som hverdagseksperter byde ind med nogle erfaringer, som er meget vigtige for mig,« siger han blandt andet til Altinget. Du kan læse hele historien her. Dagens korte historier 1. Simon Bjerre Gosvig, der var særlig rådgiver for den afdøde konservative formand, Søren Pape Poulsen, har meddelt, at han stopper hos De Konservative. Det skriver TV Midtvest »Det var Søren, der ansatte mig. Ham jeg lagde liv og sjæl i at hjælpe på bedste vis. Jeg er for nylig flyttet til Vejle – så også derfor er det helt naturligt, at jeg nu siger farvel til Christiansborg, og forhåbentlig finder et job, som ligger tættere på, hvor jeg bor,« siger han til TV Midtvest. 2. Margrethe Vestager erkender over for TV 2, at hun formentlig ikke fortsætter som EU-kommissær i en periode mere. »Sandsynligheden for, at jeg bliver kommissær, er ikke så stor. Det kan jeg også godt læse i kaffegrumset. Og så skal jeg finde på noget andet,« siger hun i TV 2 News-programmet »Business Class«. 3. Den tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) roser Norge og Sverige for at forberede sig på en potentiel krigssituation. Det skriver Politiken, der har overværet et politisk talkshow med Hækkerup og den tidligere Venstre-profil Søren Pind. »Jeg synes, det er klogt, hvor svenskerne og nordmændene har sagt ’prøv at høre, I skal kunne klare jer selv i fem dage. I skal sgu kunne klare jer selv fem dage. Fordi hvis der sker noget alvorligt, så har vi altså ikke tid til at komme rendende med lokumspapir rundt i Hillerød’,« sagde Hækkerup på scenen ifølge Politiken. Dagens program Gruppemøder 11.30-13.00: Venstre10.15-12.30: Alternativet10.45-13.00: Socialdemokratiet11.00-13.00: Socialistisk Folkeparti11.00-13.00: Radikale Venstre11.30-13.00: Danmarksdemokraterne11.00-13.00: Det Konservative Folkeparti11.00-13.00: Moderaterne11.00-13.00: Liberal Alliance12.00-13.00: Dansk Folkeparti 13.00: Møde i salen I dag er der møde i Folketingssalen. På dagsordenen er udvidet spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S). 15.30: Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde. Fra regeringen deltager statsminister Mette Frederiksen (S), og på dagsordenen er afrapportering fra møde i Det Europæiske Råd 17.-18. april 2024. https://www.berlingske.dk/politisk-morgenpost/mandag-aften-lagde-enhedslisten-en-video-med-roede-rosa-paa
Share on,